Bliver du syg af elektromagnetisk stråling?
Til dig der har problemer med elektromagnetisk stråling kan jeg tilbyde behandling og rådgivning i strålingsfri omgivelser.
Elektrohypersensitivitet (EHS) kommer sjældent alene, men er ofte kulminationen af mange års uforklarlige symptomer, og set i bakspejlet er der måske pludselig ting der giver mening. Alt efter hvor svært du er ramt, er der muligheder for at afhjælpe symptomer og hjælpe kroppen af med co-faktorer, der skaber yderligere pres på immunsystemet.
Jeg vil se på din problematik med naturmedicinske briller, og også med en god lang personlig erfaring i bagagen. Som med alle andre klienter vil behandlingen være komplementær i forhold til evt. forløb i den almene sundhedssektor.
Til dig som er ny i dette felt:
Nogles opfattelse er at alt dette med gener fra stråling”bare” har noget med psyken at gøre, men dels er strålingen langt mere skadelig end man har villet anerkende officielt – også for raske mennesker – dels er der forskning der påviser kemiske forandringer i hjernen som er markant anderledes hos EHS-ramte end ved den alm. elektromagnetiske naturlige intolerance, der findes i mere eller mindre grad hos den største del af befolkningen. Mange kan godt mærke stråling, men bliver ikke direkte syge af den. Hos moderat- til svært EHS-ramte udløser strålingen en ekstrem mængde af oxidativ stress (OS) med en efterfølgende kaskade af symptomer, og der skal dermed arbejdes mere dybdegående for at få kroppen tilbage i balance hver gang den overbelastes af stråling.
For alle kan det derfor godt betale sig at omgås trådløs teknik med omtanke, og begrænse ens eksponering i dagligdagen, da det er utroligt svært og en langsommelig process at komme tilbage på fode når først kroppens naturlige forsvar overfor elektromagnetisk stråling er “ødelagt”.
EHS-ramte har rigtig svære vilkår i dagens sygehusvæsen og der foregår en stadig politisk kamp om anerkendelsen, både af den omfattende forskning, der har fundet biomarkører og har sporet sig ind på ætiologi (årsag og oprindelse) og mulige diagnosticerings-metoder, samt anerkendelsen af problemets omfang.
Det efterlader en gruppe mennesker uden sikkerhedsnet, enkelte med meget uheldige episoder og ubehagelige oplevelser i sundhedssektoren, fordi mange ansatte ikke kender til den viden og forskning der reelt eksisterer på området.
Heldigvis er det kommet så langt, at nogle EHS-ramte har fået anerkendt det funktionelle handikap i forhold til adgangen til samfundet og har fået tilkendt hjælpemidler og førtidspension.
Men behandlingsmetoder i det etablerede sundhedssystem ud over kognitiv terapi – som ikke rigtigt adresserer det egentlige problem – skal man ofte kigge langt efter.